Regndråber drypper i mit hår… - af Helle Gammelgaard

De næste par dage kørte vi igennem Vestsahara. Vi vidste, at der ville være asfalteret det meste af vejen – men Sahara er nu en gang verdens største sandørken, så vores fulde opmærksomhed og respekt var et must. Fakta som; ekstremt varmt, dø af tørst, deliriumsfatamorgana, alene og ingen hjælp, sandstorm eller risiko for at vores Elvis Greatest Hits blev båndsalat i afspilleren, var de odds vi var oppe imod. Heldet var med os – det var overskyet og langt fra den temperaturudfordring, vi havde regnet med.

Regn kommer mere sjældent end aldrig i Sahara, så mildt sagt blev vi forbavsede, da sporadiske dråber ramte forruden af bilen. Vi troede først det var stænk fra lastbilen, der kørte foran os, men da regnen begyndte at sile ned måtte vi acceptere, trods barnetro, at det regner i Sahara. Vi fandt ly for natten bag nogle høje sanddyner og kom til at opleve en nat med konstant regn og meget kraftig vind, der rev og flåede i teltet. Det var uden tvivl det sidste vi havde forventet af den store sandkasse.

Minefelt Ingenmandsland

Indtil for nylig skulle man køre i konvoj fra Dakhla til grænsen omkring 400 kilometer, og så hyre en guide de halvtreds kilometer til Nouadhibou. Der er nu asfalteret hele vejen, undtagen de seks kilometer mellem de to grænser, det såkaldt "Ingenmandsland". Formaliteterne ved den marokkanske grænse var gjort på under en time. Derefter et politicheck, hvor vi fik fortalt at vi bare skulle følge sporet ligeud - i ingenmandsland cirka seks kilometer, så ville den mauretanske grænseovergang kunne ses. Det var ikke helt ufarligt at køre der, da der er tusinder af landminer gravet ned i sandet. Da vi nåede det første sted, hvor sporene blev flere og i forskellige retninger, var der meget belejligt nogle ”guider”, som tilbød deres assistance mod betaling. Travaini takkede nej, han var tilsyneladende uberørt af situationen, så vi kørte videre.

Vi fulgte den eneste anden bil der var i området, en europæisk indregistreret Fiat Tipo, der kørte friskt til som om de vidste hvor de skulle hen. Det varede dog ikke længe, før en Peugeot, lokalt indregistreret, overhalede os og næste gang sporene delte sig, kørte den en anden vej, hvilket fik den første tvivl til at nage mig. Vi kom til noget der nærmest lignede en losseplads, forskellen var bare, at det ikke var affald men både gamle og ekploderet biler, køleskabe og andet gods. Både for os og Fiat Tipo'en var det ”end of track”. De tre mænd i Peugot'en viste sig at være ”guiderne”, der udmærket vidste, at vi ville strande der. Igen tilbød de at vise vejen. Da jeg så at dem i Fiat Tipo'en betalte, insisterede jeg på at vi skulle betale de kun 10 euro og følge efter Peugeot'en til politi checkpointet ved den mauretanske grænse, for Mario var det et nederlag. (se videoen her)

Vi havde kørt en stund da Travaini sagde. ”Vi skulle have optaget dette på video.” Jeg tøvede og rømmede mig lidt, jeg stirrede på Peugeot'en foran os, der kørte zigzag mellem de mange forskellige spor i sandet. ”Øh, er det her ikke militært område,” spurgte jeg. ”Joh, det er det, tror du kan nå at optage noget,” spurgte Travaini håbefuldt. Jeg famlede efter videokameraet bag i bilen, konstant ude af balance, på grund af de skarpe sving vi måtte tage for at opretholde forfølgelsen. Jeg filmede, mens vi bumpede, gyngede og zigzaggede os gennem minefeltet i ingenmandsland. ”Det er nok nu, ik',” spurgte jeg nervøst. Nej, nej, bare kør løs..” svarede Travaini stadig lige upåvirket. Pludselig stoppede Peugeot'en omkring ti meter foran os, alle tre mand steg ud af bilen og kom hen imod os. ”Gem kameraet,” hviskede Travaini. Jeg granskede et splitsekund i min hjerne, hvor? Mændene var lige udfor bilen og jeg ”smed” forsigtigt kameraet ned på mine fødder, og sad ubevægeligt med øjnene stift rettet mod sidespejlet, i håb om, at Fiat Tipo'en ville dukke op bag os.

”Det er meget forbudt at filme her,” sagde den ene af mændene og kiggede mod mine fødder. ”Pokkers de har set kameraet,” tænkte jeg. ”Politiet ligger lige der,” fortsatte han og pegede på nogle faldefærdige skure hundrede meter længere fremme. De vendte tilbage til Peugeot'en og kørte til Marokkos side af ingenmandsland. Vi begav os ud på de sidste 100 meter af den farefulde færd mod det, der tilsyneladende skulle være den mauretanske grænsepost.

Grænsepost i helvede

Varmen var klistret, tyk og ikke til at slippe af med – der var overhovedet ingen steder med skygge. Det første vi så var en nyere Mercedes, hvis grønne farve pletvis trådte frem under et tykt lag støv efter flere måneder ”fanget” i ingenmandsland. En ung mand med en radio trykket helt ind til øret, dukkede op bag den uheldige bil og kom gyngende imod os og uden at tage radioen fra øret, råbte han. ”De skal udfylde disse her med deklaration af valuta til tolden,” to stykker papir blev stukket i hånden på os, så svingede han rytmisk sin krop omkring bilen for nærmere inspektion og vendte tilbage til hvor han kom fra. Ved siden af den støvede Mercedes stod et skur, bygget af gamle mørnede trækasser, lige stort nok til at rumme to bænke til at sove på, et lille bord og to stole. Luften stod stille under det gule, slidte og delvist hullede stykke presenning, som var det eneste mellem solens stråler og den uniformerede betjent, der sad svedglinsende ved bordet, klar til at stemple vores pas. ”Profession, hvor kommer De fra og hvor skal De hen efter Mauretanien,” spurgte han først Travaini og derefter mig. Han stemplede passene og begyndte at skrive en kvittering for hans tjenesteydelse med sirlige bogstaver.

Der må mindst have været halvtreds grader i det lille skur og fluerne kæmpede om pladsen på bakken med resterne fra morgenens måltid. Varmen drev ned ad det mørnede træværk i skuret, der var politiets yderst hovedpost på den nordmauretanske grænse. Vi fik vore pas tilbage og heldigt for os, var han ikke særlig snakkesalig, som mange af de betjentene i Marokko. Vi kørte fem meter til det næste skur. Dette skur var i nøjagtig samme stand som det første men dette udgjorde tolden. Betjenten var ”uniformeret” i en T-shirt, der havde set bedre dage og et par slidte lærredsbukser. Han tog imod de to ark papir som vi havde udfyldt, kiggede kort på dem og vinkede os videre med et ”Bon voyage et bienvenue à Mauritanie,” og vi fortsatte, nu på asfalt ind i Mauretanien.

Næste stop: Sjakalens Brønd - Nouadhibou

Der var knap en times kørsel til første stop, Nouadhibou, der ligger på en lille halvø, hvoraf den østlige del er Mauretanien og den vestlige del, ud mod Atlanterhavet, er Vestsahara, i øvrigt fyldt med landminer, så man bliver på vejen! Byen er landets næststørste med 72.000 indbyggere. Da vi kørte ned af byens hovedgade kunne vi straks fornemme forskellen, det her var Afrika. Stort set ingen kvinder tildækkede med slør. Sorte kvinder i farverige gevandter med stoffet stramt om deres attributter, gik med stolt holdning og smilede til alle de gik forbi. De fleste mænd i kridhvid turban og lyseblå grand bou bou, der flagrede i vinden når de gik. (Bou bou er en klædning lavet af et stort stykke stof med dekoreret halsparti, kun syet sammen de sidste tyve centimeter før anklerne).

Campingpladsen lå i et hjørne mellem nogle bygninger ud til hovedgaden. Der var nogle få værelser, et stort telt med tæpper og puder, hvor de mange daglige kopper te blev drukket – alt under tre anses for uvenligt. Teltet var der man mødtes dagligt og emner som verdenspolitik, religion, familien og økonomi diskuteredes højlydt under teltdugen. Enten var der kun mænd eller kun kvinder på de farverige tæpper. Kun mor Aïcha, en ældre dame og mor til ejeren Alí, fulgte med i alt hvad der foregik fra sin plads, liggende på siden, med albuen til at støtte hovedet og adskillige puder til at støtte alt andet. På pladsen foran teltet kunne vi lige parkere bilen og slå tagteltet ud. Alí satte os i forbindelse med hvem som helst i byen. En efter en kom de for at tilbyde deres ”hjælp”. Først en alvorlig mand med den essentielle forsikring og te. Derefter en officiel mand, der kunne veksle penge både til bankens og det sorte markeds kurs, så te. Til sidst kom en, der solgte sølv, smykker og tingeltangel. Han lagde det ene røde stykke stof, dækket med alt fra små pilledåser i rav til sølvdekorerede knive. Han havde dog ikke noget jeg brød mig om, så efter gentagne forsøg på at overbevise ham om, at han var kommet forgæves og de sædvanlige tre glas te, gik han med sin enorme taske.