En hot spot i Rabat - af Helle Gammelgaard

Det skulle være muligt at få visa til Mali i Mauretanien, men for at være på den sikre side, valgte vi at søge i Rabat, som er Marokkos hovedstad. Byen ligger et par hundrede kilometer syd for Fès og huser et af de mange kongelige paladser. På vej gennem Rabat var der ikke et eneste skilt, der kunne vise os vej til campingpladsen. Det viste sig, at alle skiltene var inde selve campingområdet – flotte, store, tydelige og fuldstændig ubrugelige skilte.

Pladsen ligger i Salé, en lille forstad til Rabat. Man kunne med rette kalde den en plads i solen – der var absolut ingen skygge! Vi blev hurtigt enige om, at jo kortere tid i Rabat jo bedre. Efter en café au lait på en elegant café i nabolaget og med den dalende sol på horisonten, gik vi en tur langs kysten for at snuse aftenluften ind. Fiskere stod og svirpede med nogle meget lange fiskestænger. Linerne efterlod et spindelvæv af fine krusninger på det spejlblanke ocean.

Som altid havde Mario kameraet med og han balancerede usikkert rundt på de store, glatte sten for tage billeder. Jeg gik for mig selv og så nogle unge mænd spille fodbold i sandet, langt væk fra kameraets vinkel. Når Mario har spottet et perfekt motiv og jeg så står i et hjørne eller i baggrunden, ja, så er det ikke perfekt. Han har fundet et udtryk for det. ”Det er ligesom i billedprogrammerne på pc'en. Der er forskellige muligheder for at forfine eller ændre billederne. Nu har man også den ”Helle Gammelgaard Effekt”, du trykker på den, og så kommer du automatisk i baggrunden” klukgriner han.

På jagt efter visum

Tidligt næste morgen gik vi ned til Oued Bou Regreg, floden mellem Salé og Rabat. Den ramme lugt af fisk slog mig i ansigtet som en lussing, og jeg følte at fiskeslim indhyllede mine hår i næsen og gjorde det svært at trække vejret. Det var dog hurtigt glemt, da jeg så flodens små robåde med parasoller, der var den offentlige transport over floden. Vi sejlede langsomt og på grund af den stærke strøm virkede det som om alt bevægede sig, selvom det faktisk kun var den båd vi var i.

Inde på bredden skændtes nogle fiskere højlydt, sikkert noget om fiskerettigheder ligesom når der diskuteres fiskekvoter i EU. På den anden side fik vi fat i en blå ”petit taxi” for at komme til ambassadekvarteret på den anden side af byen. Som i de fleste store byer var trafikken kaotisk, Rabat var ingen undtagelse. Vi befandt os snart i infernalsk larm af bilhorn, der tilsyneladende dyttede til ingen verdens nytte, da vi ventede i en lang kø. Chaufføren lagde mærke til vores uvidenhed. ”Denne rundkørsel dirigeres af en politibetjent og de fleste tror, at hvis de bare dytter længe nok, så får deres række lov til at køre frem. Det virker nogle gange, men ikke altid.”

Vi nåede helskindet frem til Malis ambassade. Klokken var lidt i ni og der var meget stille, og en mistanke om at der var lukket sneg sig ind på os. Det blev yderligere bekræftet da Mario så et notat på opslagstavlen om at der var lukket for visumansøgning om fredagen. Da vi var på vej ud, stødte vi på en officiel udseende person. (læs kridhvid Kaftan, dyrt ur og guldindfattede briller) ”Godmorgen, hvad kan jeg hjælpe med,” spurgte han synligt overrasket. ”Vi vil gerne søge visum til Mali,” sagde Mario, hvortil han svarede, ”kontoret åbner klokken ni, I kan vente herinde.” Han pegede i retning af et venteværelse. Lidt efter ni kom han tilbage. ”I vil søge visum til Mali, ikke,” spurgte han. Vi nikkede ivrigt begge to. Så fortsatte han. ”Det tager 24 timer. Aflever jeres pas i dag, og kom tilbage på mandag, så er de klar.” Tre dage i Rabat, åh nej! Vi må have set meget opgivende ud, for i næste øjeblik spurgte han efter vores pas, 500 Dirhams(ca. 500 kr.) og forsvandt ud ad døren. Lidt kom han tilbage med formularerne og en halv time efter kunne vi gå derfra med vores visa til Mali.

Opildnet af vores utrolige held, snuppede vi en taxi udenfor og kørte til Burkina Fasos ambassade. Det vil sige vi blev sat af det forkerte sted og vandrede omkring nogen tid inden vi fandt den. Et visum kostede 550 Dirhams pr. styk! Det var nu alligevel for meget, selvom det var belejligt at få det gjort, nu vi var der. Vi droppede det, der er flere muligheder på ruten ned gennem Vestafrika.