Som tiden går i Casablanca - Helle Gammelgaard

Der er to veje fra Rabat til Casablanca, vi tog den længste men den smukkeste. Vejen langs kysten strakte sig cirka 90 kilometer fra Rabat, med en lille afstikker på 20 kilometer ved byen Mohammedia. Vi havde egentlig tænkt at spise frokost på stranden mellem de to store byer, men fandt aldrig rigtig stedet, og da Casablancas ”bidonvilles”(slum-byer) dukkede op, missede vi den chance.

Casablanca er Marokkos økonomiske hovedstad, og er landets største by. Der bor officielt 3,2 millioner mennesker i byen. Tilstrømningen fra landområderne, viser dog helt andre tal. Der er omkring 30.000 tilflyttere om året, og spørger man lokale, siger de et sted mellem fem og ti millioner.

For at finde campingpladsen, der lå fem kilometer sydvest for byens centrum, måtte vi ty til GPS'en og fandt den hurtigt, uden problemer. I de senere år, har gader og stræder fået andre navne. Nogle steder kunne man opleve tre forskellige navne på skiltet. Det tror da pokker, vi ikke kunne blive enige om, hvad gaderne hed.

Campingpladsen lå godt – i byen og alligevel lidt udenfor. Der var et marked og nogle små butikker lige rundt om hjørnet og ikke mindst den mauretanske ambassade, i gå afstand. Mario, der var startet på at tage en siesta om eftermiddagen, hører sjovt nok ikke minareten, der kaldte til bøn fire gange – dag og nat. Til gengæld kunne han høre mig, selvom jeg gjorde mig umage for at være stille. Mærkeligt…

Da vi havde nogle dage, slappede vi af og fik set lidt af byen og opdateret hjemmesiden. Vi stod tidligt op søndag morgen, spiste et frisk baguette, og gjorde os klar til at tage af sted.

”Så, hvad er planen,” spurgte Mario, der udmærket vidste, at jeg gerne ville se lidt af byen. Han derimod havde lyst til at sidde på Internetcafé. ”Vi kan tage en petit taxi indtil centrum, og se hvad der sker,” svarer jeg med tillagt fransk accent. ”Ok, men først Internet, så kultur,” sagde han bestemt.

Taxichaufføren havde rigtigt lyst til at snakke, ikke udpræget god til fransk – men man skal ikke kaste med sten, når man bor i et glashus. Efter lidt small talk og enstavelsesord, spurgte han Mario, ”Parle vous Arabic” (om Mario talte arabisk…) Mario trængte vist til at blive barberet! Vi blev sat af på ”Place Mohammed V” i yderkanten af centrum.

Alting var lukket, men det gjorde nu ikke noget, for så kunne vi, eller så kunne jeg, stille og roligt danne mig et indtryk af byen. Mario var meget opsat på at finde en Internetcafé – så jagten var gået ind. Kort efter fandt han en, Euro-Connect Cafe stod der med blå maling i en ujævn håndskrift, med det uundgåelige @ i "c@fe". ”Det lover ikke godt,” sagde han og skubbede døren op til et meget moderne sted med fladskærme, webcam, ADSL og det hele. Mario gik fluks i gang med at opdaterer hjemmesiden og checke alle sine 11 e-mails konti og jeg checkede mine: junkmail fra polsk tandlæge og invitation til et Tupperware Homeparty i Albertslund. Jeg ville lidt ud i byen og gå rundt. Det var selvfølgelig ok med Mario, han ville bruge en halv times tid mere.

Allerede da jeg kom ud, var jeg klar over at det var en fejl… Jeg er vejblind – hvis man overhovedet kan være det. Jeg kan blive væk i en telefonboks, pokkers, jeg havde brug for Marios indbyggede kompas i en by som Casablanca. Så jeg måtte vente… Lige rundt hjørnet lå en hyggelig café, det var jo kun en halv time, tænkte jeg og bestilte en café au lait, og begyndte at læse. Bag mig sad et par og diskuterede, jeg kunne ikke forstå hvad de sagde, men ord som ”catastrophe”, ”mon Dieu” og ”merd”, blev som en pingpongbold skudt af sted og returneret mellem de to. Det fortsatte en stund og lige da jeg troede de ville gå til korporligheder, rejste de sig og gik derfra hånd i hånd…

Efter halvanden time kommer Mario slentrende omkring hjørnet og sætter sig overfor mig. ”Hvad så, skal vi tage en taxi tilbage til campingpladsen og spise noget...eller,” spurgte han med håb i stemmen. Jeg ville se Medinaen og Hassan II Moskéen, og havde brug for Marios stedsans. ”Medinaen er ikke ret stor og den ligger lige ved siden af den kæmpestore moské, jeg fortalte dig om,” sagde jeg og håbede han ville hoppe på og gå med mig. ”Jamen, så lad os komme af sted inden jeg fortryder,” sagde han med et skævt smil.

Medinaen var ganske rigtigt ikke ret stor, men heller ikke videre spændende nu da vi havde set den i Fès. En ting var dog interessant. Når man går gennem den store port, går man ind i et andet århundrede. Folk lever i et helt andet tempo. Æsler, der transporterer de daglige nødvendigheder til boderne. Mænd i farverige kaftans, der spiller Dam og drikker kaffe på caféerne. Børn med hjemmelavet legetøj – jeg kunne blive ved. Det kunne ligeså godt have været for hundrede år siden. På den anden side af den tykke mur ligger et andet Casablanca, en moderne by, hvor nogle unge har mobiler, går i designerjeans og hænger ud på smarte caféer, mens andre unge lever af at pudse sko.

Kongen fik sin vilje

Der var noget længere til Hassan II moskéen end først antaget. Den ligger med sin 210 meter høje minaret (verdens højeste på bestilling) helt ud til Atlanterhavet og må være et fantastisk syn fra søsiden. Den anden side er nu heller ikke værst. Det er et imponerende bygningsværk, der blev klart i 1993, lige før den daværende konges 60 års fødselsdag. 10.000 af de bedste håndværkere, cedertræ, marmor og granit blev hentet ind fra hele landet for at bygge moskéen, som stod færdigt efter fem år. Der var ikke adgang for ikke-troende (læs turister) før efter klokken to, men vi fik da et lille kig fra den imponerende indgang til moskéen, og kunne derfra sagtens danne os et indtryk af det kæmpe stykke arbejde, der havde været lagt i at skabe dette monument.

Da vi nu var tæt ved havet, ville vi lave lidt stemningsbilleder og optage lidt lyd af de frådende bølger. Det overraskede os, at unge marokkanere surfede lige nedenfor dette monumentale bygningsværk. Traditioner i hver sin ende af skalaen. Jo, man kan med rette sige at Casablanca er kontrasternes by.