"Le Petit Taxi" (check priserne her)

I hele Casablanca kører små røde biler hvileløst rundt, det er de lokale taxis. Det er ramponerede Fiat Uno, Peugeot 205, etc. De kører alle efter taxameter, så der ikke nogen evindelig diskussion om prisen, hvilket er en lettelse. De er meget billige, og det betaler sig sjældent at tage andet end disse små taxis. De har travlt og det er ikke altid let at få fat i en, så tålmodighed betaler sig. Det virker som om der er en vis prestige ved at være taxichauffør her i landet – pigerne kigger i hvert fald langt efter de unge chauffører.
Man skulle være taxichauffør… i Marokko!

Endnu en dag i Casablanca - af Helle Gammelgaard

Endelig mandag og vi skulle på det mauretanske konsulat. Vi havde fået at vide det åbnede klokken otte, af en politimand der stod udenfor, men på campingpladsen sagde de klokken ni. Vi var der lidt i otte. Da der ikke skete noget spurgte Mario den samme politimand som sidst. Nu svarede han halv ni? Så det var bare at vente. Vi gik en lille tur og pludseligt slog det mig; jeg havde glemt, at tage billeder med til vores visa! Heldigvis havde vi tid, så vi spurtede til campingpladsen, hentede billederne og spurtede tilbage igen.

Nu var der selvfølgelig en lang kø, og ikke nok med det, vi skulle vente til klokken ni, typisk! Vi blev alle lukket ind på en gang, fik udleveret formularen og skulle så henvende os ved et gittervindue indtil et spartansk lokale, hvor der sad to mænd ved et tomt skrivebord, en på hver side. Da vi efterhånden var blevet hurtige til at udfylde ansøgningen, kom vi først, selvom vi kom sidst. Men til ingen verdens nytte!

Efter de to mænd havde gransket vore papirer, blev vi gennet om på den anden side af gittervinduet, hen til det selv samme, tomme skrivebord, hvor vi skulle betale. Vi skylder måske nok at fortælle, at det at få visa kan være en delikat ting. Det kommer absolut an på hvilket humør de er i, på konsulatet den dag. Nogle har oplevet, at stå udenfor en dag med rigtig mange i køen, og kun de første i køen kom ind, så de måtte pænt komme tilbage næste dag.

Nå, tilbage til vores dag på konsulatet. Efter vi havde betalt, blev en ung mand hidkaldt, som fulgte os op til et kontor på første sal. Manden på kontoret kiggede os lidt an… Så tog han imod vore papirer, og begyndte at tale til os, uden at se på os. Han stemplede nogle små lapper papir med nummer og dato, klipsede vores dyrt indkøbte billeder fast på lappen, gav os lappen og sagde. ”Kom igen i morgen kl. elleve,” stadig uden at se på os. ”Øh, Monsieur, er der ikke mulighed for at få det gjort i dag,” spurgte Mario som egentligt godt vidste, at det var det ikke. ”Non, ce pas posible, tumorrou at ehlehven iz da onleeh uey,” svarer han med en Peter Sellers agtig accent men meget bestemt og vender sig for at lave noget andet.

”Det var pokkers, jeg havde regnet med, at vi kunne køre i dag. Tilbage til campingpladsen.” knurrer Mario, hvis kropsprog tydeligt viste både skuffelse og frustration. ”Klokken er halv ti, vi har set det der skal ses i Casablanca, vi har opdateret hjemmesiden. Hvad skal vi lave en hel dag?” spurgte han ud i luften som om vinden ville give ham et svar.

På en eller anden vis fik vi alligevel dagen til at gå. Vi talte om vi skulle køre direkte til Marrakech eller køre lidt op i Atlasbjergene. Jeg havde læst om Aït Benhaddou og syntes det var et besøg værd. ”Ayt benna hvadfornoget, hvad er det og hvor ligger det,” spurgte Mario da jeg foreslog den mulighed. ”Aït Benhaddou er en kasbah, der har været brugt i mange film. Den ligger på den anden side af Atlasbjergene. Ja, ja jeg ved det – bjerge! Så vidt jeg kan se er passene højst et par tusinde meter, det skulle vi vel nok kunne klare.” sagde jeg ironisk. Mario var ikke begejstret. ”Det er ikke bare højden, der er sikkert også smadderkoldt – og så vidt jeg kan se her,” han pegede på kortet. ”Så skal vi kører hundrede kilometer, og så tilbage igen på samme rute” snerrede han. Det skal lige nævnes, at Mario ikke kører tilbage, hvis han kan undgå det. Det er spildte kilometer, siger han. I hans bog kører man kun frem! Jeg begyndte at læse højt om stedet, og interessen begyndte at fange Mario. ”Okay, du vinder, vi kører til bjergene i morgen. Jeg håber, det er de ekstra kilometer værd,” sluttede han.

Næste dag gjorde vi bilen klar inden vi skulle hente vore pas. Vi var stadig lidt usikre på, om vi ville få visum, men havde besluttet at køre videre efter vi havde været på konsulatet. Vi parkerede udenfor lidt i elleve, jeg blev i bilen mens Mario gik ind. Nogle få minutter efter kom han glædestrålende ud med vores pas i hånden. ”Let's roll…” sagde han og det gjorde vi så.