Vi kunne ikke nå til Aït Benhaddou samme dag, da vi først kørte fra Casablanca klokken elleve og slet ikke, når vi skulle krydse bjerge. Vi vejer omkring 3400 kg, så bilen skulle på arbejde. Da vi havde kørt et stykke, stod der på GPS'en; ”Driving south near Casablanca” samtidig med Marrakech på kortet. Det gav et sug i maven, det var sgu alligevel eksotisk det vi havde gang i. Hvilket eventyr der ventede os forude!

Eventyret blev barsk virkelighed, da Mario forsøgte at overhale en langsom lastbil, hvor der var fuldt optrukket, og blev spottet af en meget alvorlig politibetjent, og vi blev vinket ind til siden. ”Parlez vous Francoise,” spurgte han. Mario taler fransk, men vendte armene, som man nu gør når man ikke forstår. Betjenten fortsatte på fransk, noget med at det var ulovligt og vi skulle køre efter reglerne og bad om Marios kørekort, så flygtigt på det og gik. Han lod os vente nogle minutter, mens han ordnede nogle andres trafikale forseelser. Kom tilbage, gav Mario sit kørekort tilbage og sagde. ”Bon, allez vous,” vi takkede for hans overbærenhed, og kørte lettet videre. Men inden længe blev vi stoppet af en anden politibetjent. Han mente, at Mario havde kørt for stærkt. Efter visning af papirerne, som af gode grunde var fremme, meddelte betjenten at vi skulle betale en bøde på 400 Dirhams. ”Denne bil kan når 60 kilometer i timen kun i frit fald, det passer ikke at jeg har kørt for stærkt. Denne bil er alt for tung, mand - over 3000 kilo, det er simpelthen ikke muligt,” bedyrede Mario uden at blinke. Betjenten rystede på hovedet. ”Kun 60!! – denne bil… det tror jeg ikke på, du kørte for stærkt, 400 Dirhams,” sagde han med et smil. ”Jeg kan da ikke give en politimand kontante penge, så får jeg da først problemer og bliver arresteret,” replicerede Mario prompte.” Ja, ja du taler godt for dig, men du kørte for stærkt,” gentog han og spurgte så. ”Hvor kommer du fra.” ”Argentina,” svarede Mario, og pegede på flaget på siden af bilen. ”Ah, Argentina. Hvad laver du,” spurgte han og pegede på stemplerne i Marios kørekort. ”Jeg er taxichauffør,” sagde han og steg ud af bilen. Jeg kunne se på betjenten, at han ikke troede et ord af hvad Mario sagde. Bagest på bilen havde vi et klistermærke fra Taxamotor. Mario viste det til ham. ”Vis lidt sympati…, hvis De tilgiver dette, er De med til at bygge en bro mellem Marokko og Argentina, Viva la Fraternité...” sagde Mario med en meget diplomatisk stemme. Betjenten smilede skævt, gav os vores papirer tilbage og lod os køre. Sådan! ”To gange på en dag, og slap afsted med det. Give me five,” sagde Mario og vi klaskede hænderne sammen, ligesom orangutanger i reklamer. Lidt kikset men alligevel sjovt!

Vi valgte, at tage motorvejen og fortrød med det samme. 130 kilometer – det var åbenbart lige meget om vi kørte i Europa eller i Marokko, motorvej er og bliver kedelig. Vi kørte udenom heksekedelen Marrakech og direkte mod bjergene. Det varede da heller ikke længe før vi kunne mærke stigningen, og satte hastigheden ned. Vi kravlede stille og roligt op og da vi nåede højdepunktet, var vi omkring 2300 meter over havets overflade.
En fantastisk udsigt, det var det bestemt – den var fabelagtig! Store mørkerøde massiver mod den azurblå himmel. Nogle havde fordums tiders klimaforandringer markeret i de sorte, hvide og okkergule jordlinier, andre var i grågrønne nuancer og andre igen helt sorte. Alt i alt en overflod af kulører. Selvom bilens motorlyd var svag, var det tortur for vores ører, vi måtte simpelthen have klassisk musik til dette storslåede sceneri. Sådan kørte vi i timevis og glemte helt tiden.

Det var tæt på at solen ville gå ned og tid at lede efter en plads for natten. Hvis vi skulle køre til den næste campingplads på ruten, ville vi først ankomme længe efter mørkets frembrud. Skumringen kom tættere på, bjergene stjal solens lys og vi var lige ved at give op, da vi spottede en lille sidevej til hovedvejen. ”Jeg lover dig den smukkeste solopgang,” sagde Mario romantisk. Det virkede som en god plads, god afstand fra en lille landsby, der kunne skimtes et par kilometer derfra, ikke noget trafik – det var stedet. Få minutter senere kom der en bil forbi! Vi holdt på en lille ”vej” der førte ned en anden lille landsby, der lå længere væk end den første. Vi kørte lidt videre og stoppede ved siden af ”vejen.” I det fjerne kunne vi se en dreng løbe ned mod os, og efter nogle minutter stod han ved siden af os. Han kiggede nysgerrigt på bilen og fortalte, at der var en flod lidt længere nede af vejen. Vi var allerede i gang med at pakke ud, og ville blive. Mario snakkede lidt med drengen, takkede for informationen, gav ham en kuglepen og bad ham komme tilbage næste morgen klokken syv, for et billede. Så smuttede han tilbage til sin landsby.

To øl blev åbnet. Vi sad og nød øllet, stilheden og mørket, der langsomt blegnede i lyset af de tusinder af stjerner, der fyldte himmelhvælvet over os. Lyden af trin tog os tilbage til virkeligheden, en silhuet af en mand nærmede sig. Det var Ibrahim. Han havde set bilen komme nede fra den nærmeste landsby, og ville høre om der var noget vi manglede. Vi spurgte ham om det var okay at sove hvor vi var. ”Ja, ja her sker der aldrig noget. Det er flot med alle stjernene, ikke. Bare vent til månen kommer frem, det er magisk,” sagde han med et stort smil. Han ønskede os en god nat og gik tilbage til landsbyen. ”Månen, den havde jeg helt glemt. Både solen og månen på en dag, hvad siger du så. Jeg tror månen kommer derovre,” sagde Mario og vi vendte stolene og kiggede fulde af forventning op mod kanten af bjergene i det fjerne. Månen kom op bag os…!

Mario havde allerede gjort klar til at tage billeder og han fangede mig, da jeg stod og nød månens skær. Det var rigtigt, hvad Ibrahim sagde, det var magisk.