Vi sov som babyer den nat, det vil sige indtil minareterne i de to landsbyer, kaldte til bøn. Det var umuligt at falde i søvn igen, så vi stod op for at nyde solopgangen og ville så køre til landsbyen for noget brød. Nøglen var i til at starte, da Mario pludselig sagde. ”Den løse kilerem kan vi højst sandsynligvis køre hele turen med, men jeg vil have det bedre, hvis vi får den strammet nu.” Frem med værktøjskassen, løsne, stramme og knæk! Der røg bolten, der holdt generatoren fast. De berømte og så ofte brugte spanske eder steg op fra motorrummet. Der røg den solopgang! Det blev ikke bedre af, at lige præcis den bolt, der skulle bruges, havde vi ikke flere af. Dog lykkedes det alligevel Mario, at bakse noget sammen med en gevindskåret jernstang og to bolte. Jeg må ærligt indrømme, at jeg blev lidt stram i masken, da jeg erfarede at bolten var knækket og vi ikke havde en anden. Da Mario så bad mig om, at være positiv, ja så knækkede filmen. Da vi nåede Aït Benhaddou, var vi gode igen – proppen skal ryge af en gang imellem!

Det var som jeg havde regnet med en positiv overraskelse – for Mario. Han sagde igen og igen. ”Det var godt du insisterede, ellers havde vi gået glip bjergene, bushcampen og kasbahen.” Jeg smilede og tænkte mit som så mange gange før. Når alt kommer til alt, så får jeg set det jeg vil, det kræver bare lidt forhandling frem og tilbage med Hr. Travaini.

Aït Benhaddou, en af de bedst bevarede kasbahs i Atlasområdet. Det er der nu ikke noget mærkeligt i for den amerikanske filmindustri har i mange år brugt den som kulisse, og har hældt en masse penge i dens restaurering. Film som Lawrence of Arabia, Jesus of Nazareth og i nyere tid Gladiator er blevet optaget der ”on location”.

Mens vi var der, og vi var der tidligt, var der allerede fire turistbusser og adskillige 4x4 med hyret chauffør parkeret foran indgangen. Der var masser af små boder med souvenirs. Nogle få steder boede der mennesker, de var få og levede af at invitere turister ind i deres hjem for at tage billeder.

Efter en times tid i stegende sol havde vi fået hvad vi kom efter og tog vi ind på en café i byen. Vi fik omelet a la Berber. Omeletten flød i saften fra tomater, løg og krydderurter, og havde fået en varm gul farve af safran. Den var lavet i en Tajine (konisk keramikdims med hul i toppen og en slags tallerken i bunden), som havde stået på glødende kul. Det var så lækkert, at jeg prøvede at overbevise Mario om, at sådan en måtte vi simpelthen bare have, og Mr. Vi-har-allerede-alt-for-meget-vægt sagde overraskende: "Ja, det kan vi godt købe", altså næste gang vi kommer til Morokko.