Niokolo Koba twist - af Helle Gammelgaard

Vejen viste sig at være meget bedre end vi havde regnet med, så vi var hurtigt fremme. Vi havde talt om at overnatte inden i parken, der er en helt anden stemning når man kan høre dyrene. Vi kørte til indgangen og blev mødt af en betjent. ”De skal have en guide med i bilen, ellers må De ikke køre selv,” sagde han og pegede på en lille fyr, der stod lige ved porten. ”Det passer ikke,” sagde jeg som om jeg vidste bedre… ”Nogle gange taler jeg før jeg tænker,” tænkte jeg. ” Travaini åbnede alle dørene i bilen for at vise betjenten, at det ikke ville være muligt at have en guide siddende inde i bilen. ”Hvad med oppe på taget,” spurgte han så, nok mest for at hjælpe. ”Nej, det går ikke, der er allerede for meget deroppe,” svarede Travaini kvikt. Vi tilbød at betale for guiden, men uden at tage ham med. ”Det kan jeg ikke, parkbetjentene derinde vil vide, at jeg har taget imod penge, beklager men det går ikke uden guide,” sagde han næsten undskyldende. ” Okay, så lad os se om han kan være i bilen,” sagde Travaini næsten opgivende. Selvom guiden var lille, ville han sidde meget ubekvemt og puste os i nakken i to dage. Vi måtte i så fald også efterlade vores drikkevand. Jeg kunne se at det ikke var det værd. ”Drop det Travaini, der er alligevel ikke noget at se,” sagde jeg så overbevisende jeg kunne.

”120 kilometer forgæves, det tegner ikke godt i min bog,” sagde Travaini og så kørte vi tilbage mod Tambacounda. Det skulle vise sig, at være den bedste beslutning længe. Nogle kilometer efter så vi et lille grønt skilt, hvor den malingen var skallet halvt af, ”Campement Wassadou – 3000 metres”. ”Hva' så skal vi prøve det,” spurgte Travaini. Jeg nikkede. Der var umiddelbart ingen vej, men vi kørte ad et spor, vi mente måtte være vejen. Efter 50 meter blev vi stoppet af en slags ”skovfoged,” som fortalte at der var et hotel cirka tre kilometer fremme og efter 300 meter ville vejen dele sig. Kørte vi ad vejen til venstre, ville den føre os ned til bredden af Gambia-floden, hvor vi kunne campere gratis (bushcamp), hvis vi havde lyst til det.

Vi skiftede til firhjulstræk, lavt gear og begav os ind i ”junglen”. Ganske rigtigt delte vejen sig efter nogle få hundrede meter – vi fulgte den til venstre. Ved første øjekast så det rimeligt ud men da vi nåede til et sted, hvor det så meget sumpet og vådt ud, steg Travaini ud for at sondere terrænet. Hvor stor ville risikoen være for at synke ned og hvad var der for enden af vejen? Travaini kom tilbage. ”Det er det ikke værd, lad os prøve at checke hotellet ud, det kan være vi kan campere der eller måske er værelserne ikke dyre,” sagde han ivrigt. Da vi var tilbage, hvor vejene delte sig i to, standsede Travaini bilen og sagde. ”Nu skal vi være enige om hvad vi gør, inden jeg ruller hele charmen ud til forhandling.” Jeg tænkte et sekund. ”Uanset hvad, vi har måske fire dage til Bamako, hvor der sandsynligvis kun er mulighed for bushcamp. Vi skal bruge et par dage til at forberede os mentalt og få det sidste klart til opdatering af hjemmesiden,” sagde jeg og håbede Travaini ville være enig. ”Okay, så tager vi hotellet, men lad os nu lige først se, hvordan det er,” svarede han.